bangtao beach

Bangtao Beach

Der sker mest langs den sydlige halvdel af stranden i Bangtao Beach, eftersom de store hoteller ligger her, bl.a. Laguna-komplekset og Sunwing Bangtao Beach. Længere nordpå bliver stranden roligere, og går man tilstrækkeligt langt, kan man regne med at få et godt stykke af stranden helt for sig selv. På stranden ligger der forskellige resorts, og lidt længere væk ligger den lille by Choeng Tale.

Bangtao Beach – 8 km luksus

Den otte kilometer lange strand og Phukets måske mest luksuriøse hoteller er de store trækplastre i Bangtao Beach. Det er nemt at glemme, at området længe mest blev benyttet til tinminedrift, og at hverken landskabet eller stranden dengang var særlig tiltalende. Men et forbløffende projekt har forvandlet dette område til et af Phukets mest eftertragtede feriesteder med laguner, luksushoteller og en lang, lang strand.

Til forskel fra mange andre af Phukets ferieområder ser man ikke så meget til lokalbefolkningen ved Bangtao Beach. De store hoteller, først og fremmest Laguna, har mere eller mindre forsøgt at monopolisere udbuddet, men eftersom dette er Thailand, dukker der her og der butikker og restauranter op, og i dag kan man regne med et balanceret udbud i Bangtao Beach. Vil man spise “lokalt”, så er det ikke noget problem, og på de store hoteller er der meget at vælge mellem både om dagen og om aftenen.

Bangtao Beach ligger lidt uden for alfarvej, så hvis det er folkeliv og menneskemylder, man vil have på ferien, skal man nok snarere vælge Patong Beach eller Karon Beach. Men hvis man længes efter en ferie i ro og fred med masser af strand, god service og chancen for at tage det lidt finere tøj på om aftenen, så skal man vælge Bangtao Beach.